Hvem er Iris Munkebjerg?

Iris Munkebjerg

Iris Munkebjerg er meget snart aktuel med novellesamlingen “Den Sorte Krukke”. Her kan du komme med ind i Iris’ univers.

Hvornår begyndte du at skrive?

Jeg har skrevet lige fra jeg lærte at skrive. Min første historie var om den tandløse flodhest, som min bror grinte af. Jeg troede, det var mig han grinte af, så historien røg ud. Som voksen fortalte han, at det var historien, der var sjov. Men så skrev jeg til skuffen i mange år. Et digt i avisen, et digt i et blad, historier i lokalhistoriske tidsskrifter, indtil jeg sendte et par noveller til et ugeblad, og her fik jeg en kontrakt. Da de ikke mere skulle bruge kriminoveller i bladet, skrev jeg i stedet min første bog.

Hvad er det vigtigste i en god tekst?

Efter min mening skal teksten være let læselig og indfange læserens lyst til at læse videre.

Hvad har inspireret dig til at skrive?

Alle mine pennevenner, som jeg sendte breve i skotøjsæsker. Kuverterne var tit for små. Jeg ønskede bøger til jul og fødselsdag, og jeg var flittig til at besøge biblioteket. Mine fristile i skolen blev altid til historier, som vores klasselærer læste op.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

Til min konfirmation fik jeg Stefan Zweigs roman ”Mary Stuart”. Den bog betyder noget ganske særligt for mig.

Har du prøvet at begynde på en ide, som undervejs skifter retning 100 %?

Jeg vil ikke sige 100%, men meget ofte går historien i en anden retning end min første tanke.

Hvad tror du bliver det næste, du skriver?

Jeg er allerede i gang med en krimi mere og en historie til og om min afdøde søn. Derudover har jeg mange ideer.

Hvorfor udgive hos det nye Forlag Muse?

Jeg føler mig heldig, at jeg kan udgive gennem Forlaget Muse. Jeg finder forlaget meget reelt. Som forfatter der kan man føle sig tryg. Føle at forlaget vil en det bedste.

Skriv et svar