Lars Ole Nielsen klar med ny bog

Lars Ole Nielsen

Lars Ole Nielsen blev i 2016 diagnosticeret med kronisk cancer. Hans anden bog dykker ned  i hans første år som kræftpatient, og den rutschebanetur sygdommen har sendt ham på. Interviewet og artiklen er udarbejdet af Jane Stoffregen, foto af Jeppe Melchiorsen

Din bog består af essays, digte, lægejournaler og notater, du har taget undervejs i dit kræftforløb. Hvorfor skrev du notater, imens du stod midt i forløbet?

Det handler om kontrol. Hvert eneste minimale ord, der kommer ud af lægens mund, bliver sindssygt vigtigt, og det har man brug for at fastholde. Men man kan ikke huske noget, når man kommer ud fra møder med lægerne, fordi det er så overvældende at sidde til de her konsultationer, hvor der bliver sagt grimme og alvorlige ting. Derfor bliver man også opfordret til at tage notater, og det begyndte jeg også med. Og så udviklede jeg på det og begyndte også at sætte nogle følelser på papiret. Det havde jeg i virkeligheden et stort behov for.

Med bogen her genbesøger du de tekster, du løbende skrev og også de følelser, der er i dem – hvordan har det været at finde de tekster frem og behandle dem påny?

Der har været to spor i det. Jeg er som tv-fotograf rundet af et fag, hvor man fortæller historier, og der kan jeg ikke sige mig fri for, at nogle af de ting, jeg har siddet med, som har været alvorlige ting om mig selv, der har jeg tænkt: ‘Det her er godt. Det bringer historien derhen. Eller det er et godt symbol på det, der er sket’. Når jeg så har jeg tænkt over, hvad jeg er igang med at skrive: ‘Det er jo mig selv, jeg sidder og skriver om’, så har det været både ulykkeligt og hårdt. Det var først, da jeg læste lægejournalerne igennem for anden gang, at det stod klart for mig, at det er min rygsøjle, lægerne har beskrevet. Det er mit lårben, mine lymfekirtler. Det er mig. Mit liv. Og det var hård kost. Jeg syntes faktisk, at jo længere jeg kom med bogen, jo sværere var det at skrive den. Jo mere var det min historie. Men da jeg havde skrevet den, var det en kæmpe lettelse.

Forfatteren Torben Munksgaard har skrevet bagsideteksten til din bog, og jeg ved, at du føler, han rammer plet i det, han skriver. Hvad er det, han rammer hovedet på sømmet i forhold til?

Da jeg læste Torbens bagsidetekst til min bog, gik det op for mig, hvor rigtigt det var, det han skrev. Specielt linjen: “For sådan overlever man en dødsdom. Ved at tage ejerskab over sin egen fortælling”. Det havde jeg nok i virkeligheden ikke selv reflekteret så meget over, men det er jo den måde, jeg er kommet tilbage til livet på. Ved at tage ejerskab over mit liv igennem skrift. Når man får en diagnose som uhelbredelig syg, så tror jeg, at man mister følelsen af kontrol i sit liv. Altså der rykker noget ind, som er større end én selv, som man ikke har magt over. Når alt bliver fragmentarisk og kaotisk, så har man behov for styring, og det kan man i den grad få ved at skrive om tingene. Så tager man ejerskab over sit eget liv.

Hvordan kan du mærke, at du har genvundet noget kontrol?

Da jeg havde skrevet den her bog, kunne jeg kigge ud over et samlet landskab af begivenheder og oplevelser, som før, jeg havde skrevet bogen, var et kæmpe kaos. Det var ligesom et krystalglas, der var smadret. Der lå bare tusinde stumper på jorden, og det har været lidt ligesom at samle alle glasstykkerne med lim og tape at finde tilbage til en eller anden form for kontinuitet i mit liv. Mit narrativ er ikke kaos mere, fordi alle tingene ligger i den rigtige rækkefølge. De er sat på plads. Det kan godt være, at det krystalglas, der står tilbage, som er min historie, er sat sammen med tape, men det er helstøbt. Min historie er færdigfortalt, og jeg kan komme videre. Hvis man skal tænke i billeder, så er min historie blevet til en slidt frakke, der bliver hængt på en knage, og jeg kan sige: ‘Nu giver jeg den væk til genbrug, og så kigger jeg mere fremad’. Jeg har været meget tilbageskuende, for jeg har faktisk ikke turdet se fremad. Det føler jeg, at jeg kan nu.

Der er måske kun få fragmenter af det, men bogen rummer måske også vrede. Hvad er det for en vrede, du sidder inde med?

Når man mister sit helbred, imens solen skinner, så bliver man vred. Hvorfor overgår det her mig? Hvorfor skal jeg gennemleve det? Der er også en vrede over malplaceret velmenenhed, som jeg ikke har haft brug for som kræftpatient. Jeg har ikke brug for andres optimisme på mine vegne, fordi jeg selv har været et negativt sted. Jeg syntes, at det billede, medierne tegner af kræft, er et meget optimistisk billede. Det kan lade sig gøre. Vi kan knække cancer. Vi kan overvinde det her. Det er fyldt med kendisser, der fortæller om, at da kemoen var allerværst, så holdt vi hyggedag hjemme i sofaen. Men det er ikke sådan, det er. Kræft er ekstremt hårdt at være i, og når jeg har set de ting, så har jeg virkelig følt vrede over den banale måde at gå til det på. Jeg kan godt forstå behovet for at vise solstrålehistorierne og skabe håb, men når man som kræftpatient slet ikke kan genkende sig selv i den positive historie, så føler man sig forkert, og man slår sig i hovedet over, at man ikke selv formår at have det mentale overskud. Jeg havde lyst til at beskrive bagsiden af sygdommen. At cancer er uværdigt. At du bliver så syg, at du har ikke kontrol over noget som helst, og at du er både i en psykisk og fysisk boble, der er afskyelig at være i. Det er det, det handler om, og det havde jeg lyst til at skrive om råt for usødet.

Din bog runder kun det første år af dit sygdomsforløb. Hvorfor har du valgt at slippe tråden der?

Bogen stopper der, hvor jeg er færdigbehandlet med kemoterapi og sidder fuldstændig uafklaret tilbage på min stol og ikke rigtigt ved, hvad der skal ske – andet end at jeg skal være i medicinsk behandling resten af mit liv. At få introduceret kræft i sit liv, det er et møde, man ikke går upåvirket fra. Det er simpelhen et andet liv. Jeg har ikke brug for, at der kommer en prins ridende ind i slutningen af det her eventyr. Der kommer ikke nogen og kysser frøen. Der er egentlig ikke noget pænt at sige om kræft, og jeg havde lyst til at efterlade læseren dér, hvor jeg selv var på det tidspunkt. Helt vildt uafklaret.

Skriv et svar