Tine Kust er aktuel med bogen “Med Hjertet Som Adresse“, som er en efterfølger til “Hvor Går Det Hvide Hen Når Sneen Smelter”. Lær mere om Tine, og hendes nye bog i interviewet her, som er udarbejdet af journalisten Camilla Winther Nissen.
Hvornår begyndte du at skrive?
Da min afmagt var total. Man kan sige, at jeg fandt ordet, da jeg var allermest afmægtig. Jeg ledte efter ”mit noget”. Noget jeg kunne bruge, så jeg igen , eller måske for første gang nogensinde i mit liv, kunne leve som mig. Jeg fandt ord og tog dem.
Efter at have været helt derude ”næsten over kanten”og en Minnesotabehandling rigere tog jeg åbenlyst ordet. Jeg skrev min første bog Hvor går det hvide hen, når sneen smelter ?, simpelthen fordi jeg bare ikke kunne lade være. I Norge, hvor den først udkom, husker jeg især en anmeldelse, der svarer til min egen oplevelse af mit forfatterskab. Det var en anmeldelse i VG, Verdens Gang, hvor min bog blev kaldt ekspressionistisk. Altså noget,her mit noget, ordene, der kommer indefra og sprænger de ydre rammer. På den måde tydeliggjorde jeg mit indre, for min afmagt ville åbenbart en fortælling med et budskab: I tilfældet Hvor går det hvide hen, når sneen smelter? nemlig at der findes en vej ud af et alvorligt alkoholmisbrug. Tilgængelig for alle misbrugere.
Hvad er det vigtigste i en god tekst?
Det synes jeg kan meget forskelligt. For mig er der ikke et entydigt svar. Men en tekst der kan fastholde min interesse er en god tekst. Ord kan virkelig alt. Jeg læser gerne lange, sansede tekster ført med indlevelsens pen, såvel som jeg ligeså gerne lader mig chokere, ja, nogen gange forelske mig i, en staccato. Et ord kan indeholde alt. Og intet. Begge dele kan udvidde universer. Give læseren oplevelser. Det kan være rene dannelsesrejser. Det kan bygge broer mellem mennesker og forskellige livsvilkår bredt. Jeg er taknemmelig når noget værdifuldt pågår i en tekst. Der er den god.
Hvad har inspireret dig til at skrive?
Som tidligere sagt: En afmægtighed. Senere kom, og kommer, inspirationen på ret magisk vis: Et digt eller dele af en tekst, et senere eller nuværende manus, fødes for eksempel i søvnens allersidste minutter. Teksten står ligesom op med solen. Men aldrig alligevel ”ud af det blå”. For når jeg nærlæser eget skriv, er det, uanset ensomt, inspireret af det mellemmenneskelige fællesskab og de oplevelser jeg heri har med andre. Mennesker, og menneskers årsager, interesserer mig, og ligger mig dybt på sinde. Her er en stor inspiration.
Har du prøvet at begynde på en ide, som undervejs skifter retning 100%?
Nej. Det har jeg tilgode. Forhåbentligt. Det lyder som en både sjov og meget interessant skriverejse! Jeg har prøvet at mit manus, med hvilket jeg har en retning, stikker af med en væsentlig større volumen, indhold og derfor sidetal, end af mig set komme. Det er overraskende, nogen gange slidsomt; men som regel en god oplevelse. Det at finde ud af, at et omend planlagt emne kan løbe løbsk, fordi det hele tiden eksponerer nyt selv for forfatteren, er faktisk ret givende for mig. Det lever sit eget liv, og når det gør det, er den naturlige tilstand flow.
Hvad tror du, bliver det næste, du skriver?
Lige nu er jeg ved at redigere og samle mine digte. Når jeg ”samler” digtene, er det i den betydning, at de ligger rigtigt i forhold til hinanden og hinandens historie. Digtenes historik er en del af ordet i min kommende Digtsamling Skel. Titlen indgår i denne rækkefølge og dette indhold. Så i den forstand er jeg ikke færdig med at skrive min digtsamling. Den er altså det næste.
Jeg har et gammelt manus, slet ikke færdigt, en slægtshistorie, der spiller insisterende musik på min pen. Og jeg har et nyt igangværende, i genre helt ukendt for mig og måske derfor ret så dragende, manus. Det er en krimi. Jeg kan bare ikke lade de ord, jeg dengang både så forunderligt og underligt nok fandt, ligge på den golde jord, nu hvor de har fundet liv i mig og jeg i dem ikke mindst.
Hvorfor udgive hos Forlaget Muse?
Jeg modtog en henvendelse fra en redaktør, jeg skatter ganske højt. Jeg fik at vide, at Forlaget Muse var funderet på et grundlag værd at stå på. Ved møder og selvoplevelse må jeg give redaktøren ret: Jeg glæder mig stort til at udkomme på et forlag, hvor ord og holdninger finder hinanden. Hvor hånd holder hånd i den helt rette ånd. Her er nemlig ingen ”åbne bagdøre”. Det gør mig både tryg og ret så stolt. Jeg glædes over at være ”i stald” på Forlaget Muse.