8. februar deltog Forlaget Muse i sin første bogmesse, nemlig Det Fynske Bogtræf 2020 i Svendborg, hvor læsere, forfattere og forlag kunne mødes ansigt til ansigt og få en snak. Glæden over invitationen fra Signe Ryge og TV2 Fyn var stor, og spændingen i den varme bil fra Odense til Svendborg ligeså.
Forlaget var repræsenteret ved vores jurist-muse Sune Bjørn Nancke og vores chef-muse Jørgen Nancke. Vi vidste på forhånd at maksimum for antal titler pr. forlag var syv, så vi havde kun taget fire med og lidt plakater, hvilket passede fint til den hylde vi fik i det lyse hjørne op ad døren ved vinduet. Anna Pia Holmgaard, fra Litteraturhuset i Svendborg, stod for organisation og opstilling af borde til forlagene, og styrede salen på den litterære dag.
Som nystartet i branchen, var det rart at få talt med de andre forlag, som var kommet med bus helt fra København. Som ”klassens Benjamin” i forlagsbranchen er netværk vigtigt, og ikke mindst det netværk, som ikke er lige omkring os til daglig. De Sjællandske forlag var alle flinke og hjælpsomme, og vi fik masser af inspiration med hjem, både fra de mange titler som de hver især havde med, men også fra deres bogdesigns, opstilling og salgsmetoder på deres borde. Humøret var højt og de syv timer gik hurtigt, især da vores to muser jo også er far og søn.
Vi fik præsenteret vores debutbog ”Isbjørn,” med forside illustration af Christian Løgstrup (heltsort.com), og fik solgt flere af vores plakater med motivet, samt hørt historierne bag det ønskede køb af vores Isbjørn. En havde en mand, som arbejder på Grønland, og en anden havde to sønner på Sirius-patruljen. Vores Fyn bogen var også i fokus, og fik modtaget ønsker om hvem, som kunne være med i 2020 udgaven, fælles for både plakatsalg og Vores Fyn ønskerne var, at alle tænkte på andre end dem selv, hvilket gjorde dagen til en man husker i Forlaget Muse.
Ved siden af dette fik vi kontakt til interesserede forfattere, som ville høre mere om vores forlagsmodel som de kaldte et ”Frisk pust,” og som vi nu skal tale nærmere sammen med, om deres kommende udgivelser.
Vi forlod Svendborg med følelsen af, at have klaret os rigtig godt, og at være på den rette hylde.