Hvem er Lars Ole Nielsen?

Kom med under huden på Lars Ole Nielsen, der pt. er aktuel med Du Har Tid. Interviewet og artiklen er udarbejdet af Jane Stoffregen.

Du fik en kræftdiagnose i 2016. Hvad var det for en hændelse, der gjorde, at du satte dig ned og begyndte at skrive om det?

Min kone gik rundt og rev en stor efeu ned, som groede op ad en mur. Den havde vokset sig vild, og dens rødder havde gravet sig ind i murstenene og ødelagt dem. Jeg sad inde i sofaen og kiggede på det og tænkte: ‘ Det der, det er min kræftsygdom. Det er ligesom en efeu, der vokser indeni mig og ødelægger alt på sin vej’. Og så satte jeg mig ned og skrev det digt, der hedder ‘Metastase’ om den efeu, der groede indeni mig.

Hvilken følelse kom frem i dig, da du begyndte at skrive?

Forløsning. Det digt flød bare ud af mig. Den ene sætning efter den anden, og jeg skrev hurtigt for at få det hele ned. Da jeg læste det, så tænkte jeg: ‘Det er jo sådan, det er. Det skal der ikke ændres i’. Og jeg har ikke ændret noget i det.

Da jeg havde skrevet det, kunne jeg mærke, at det var den rigtige udtryksform. Jeg kommer i kontakt med mig selv som en hel person, når jeg skriver. Der glemmer jeg alting, og så er jeg bare Lars.

Når du har valgt digtene som virkemiddel, har du så haft interesse for digte tidligere?

Jeg har i virkeligheden aldrig brudt mig særlig meget om digte. Det kan være svært at afkode, og jeg er ikke så interesseret i at bruge en dirk for at forstå et digt. Jeg kan godt lide Yahya Hassan, og at tingene bare bliver knaldet ud. Altså at tingene bliver sagt, som de er. Uden omsvøb. Når jeg læser en tekst, så vil jeg gerne forstå den umiddelbart.

Er det det, du også selv gør. Siger tingene uden omsvøb?

Jeg er meget ærlig. Ellers kan man ikke bruge det til noget. Jeg tror, at i det øjeblik, man som skribent, ikke er ærlig, så siger man ikke folk noget. Det kan folk simpelthen mærke. Man skal give noget af sig selv. Det er ligesom musik. Hvis det er fake, så gider man ikke lytte til det.

Hvad starter din skriveproces med?

Jeg kan blive inspireret af en lyd, af et stykke musik eller en overskrift. Jeg sætter mig ikke ned og siger, jeg vil skrive det her. Måske starter det med en slutning, måske starter det med en enkelt løsrevet sætning, hvor jeg tænker, at det her, det kan noget.

Du har arbejdet som tv-fotograf og -klipper i 30 år. Bruger du det i din digtskrivning?

Jeg er filmisk i min tilgang til digtskrivning. Det er som at være på arbejde, når jeg skriver. Jeg indsamler billeder og skriver en masse sætninger ned. Det er sjældent, jeg skriver et digt ud i én køre – det har jeg kun gjort med det allerførste digt, jeg skrev. Ellers samler jeg en masse billedlige sætninger, og så begynder jeg at redigere – ‘den sætning skal herned, den her skal herop, og hov, det, jeg troede var starten, er i virkeligheden afslutningen’. Så jeg trækker 100 pct på min erfaring som fotograf og klipper, når jeg skriver.

Hvornår kan du mærke, at du rammer hovedet på sømmet?

Når jeg begynder at tude. Der er mange følelser udenpå tøjet, når jeg skriver, og når jeg begynder at hyle, så ved jeg, at jeg har fat i en kerne i mig selv. Hvis jeg reagerer følelsesmæssigt på den måde, så har jeg fat i noget ægte kerne.