Beskrivelse
En læge skal der til, bød min aldrende fornuft mig, og de er jo kun et opkald væk. Jeg fik en tid og blev dernæst underkastet en EKG-undersøgelse i topløs, kridhvid overkrop og blodprøver i overmål. Dette var ikke mindeværdigt, ikke mindst fordi sygeplejersken høfligt spurgte “Vil De ligge ned?”, da der skulle tappes kredsløbsvæske nok til fri bar lørdag nat på Café Vampyra i Blodløse indre by. Ja, jeg må jo ligne en halvgammel tøsedreng, sukkede jeg indvendigt. Jeg blev dog sparet for yderligere hån. Hun kunne jo have sagt “Skulle De ikke lige skrue ned for solariebesøgene?”, men hun var nådig, og det er jeg taknemmelig for.
Kim Frederiksen, Cand. Mag –
Jørgen Nancke har i sin bog Isbjørn prøvet et nyt koncept, som har forskellige avisindlæg fra den Fyens Stiftstidende samt digte og sange. Dette synes jeg fungere godt. Når man læser bogen ser man en forfatter som godt kan lide at lege med sproget. Stilen er flydende og meget humoristisk, men giver også stof til eftertanke.
Ulla Møller –
Bag det smukke omslag gemmer der sig en række af Jørgen Nanckes meget personlige skriverier til Fyens Stiftstidende vekslende med hans lyrik. Det giver et godt flow i læsningen og stof til eftertanke. Den kronologiske opbygning viser, hvordan forfatterskabet har udviklet sig.
Frida Nøddebo Nyrup –
”Isbjørn” med underoverskriften: ”Lommefilosofisk tankespind” af Jørgen Nancke
Jeg er blevet så glad for ”Isbjørn”. Egentlig faldt jeg bare over den på grund af den flotte forside, og fordi jeg kender et par unge brødre, som jeg gerne ville sende en gave. De tager deres tørn med Siriuspatruljen i Nordøstgrønland, og ved deres afrejse gav jeg dem en hjemmelavet ”isbjørne-skræmsel”, som de tog med sig. Så hvad var mere nærliggende end en bog med sådan en flot isbjørn på forsiden.
Men så faldt jeg også for bogens indhold. Jeg har ikke tidligere læst denne type bøger, hvor der kommer det ene afsnit efter det andet, uden at der er sammenhæng afsnittene imellem. Alle afsnit kan læses hver for sig, og det gør, at selv om bogen lægges på hylden for en periode, så er ”historien ikke forsvundet”, som det ellers ind imellem sker for mig. Ganske enkelt fordi verden banker på, og ikke levner plads til den bog, jeg måske allerede var langt inde i, og næsten skulle kæmpe, for at lægge på hylden for en stund.
Sådan er det ikke med Jørgen Nanckes bog. Her kan jeg snuppe et afsnit i ny og næ, og føle mig beriget af de tanker, der sættes i gang.
For ”Isbjørn” er helt klart en bog, der sætter tanker i gang, og det elsker jeg. Bare et enkelt eksempel blandt mange: ”En hyldest til regnen”, som er på knap 2 sider. Først er der lidt omkring det at holde fødselsdag, sol og regn, som elegant fører over i tanker omkring det at gøre status i sit liv. Hmmm – gøre status? Gør jeg det? Burde jeg gøre det noget mere? Ja, sådan sætter Jørgen Nanckes tekster gang i mine tanker.
Så serverer Jørgen Nancke flere billeder af det med at opleve og sanse regnen. De billeder han tegner af sine egne barndomsoplevelser med regn, grin og tante Dagnys franskbrød i en varm og altid åben stue, går lige i hjertet og sætter gang i mine egne barndomsoplevelser af samme skuffe.
Oveni sådanne beskrivelser af barndomsoplevelser, kommer lomme-filosoffen på banen med tanker om forskellen mellem barndommens oplevelse af regn og den oplevelse vi typisk har i dag som voksne, når det regner.
Igen bliver der sat gang i mine tanker: Har regnen ændret sig? Er jeg blevet ufølsom over for de sansninger, der fulgte med barndommens regn? Var det bare enkelte episoder med sommerregn jeg husker så tydeligt? Hvorfor ringede vi efter ”nødhjælp”, da jeg og en veninden blev fanget i regnen en sommerdag for et par år siden?
Og sådan kan spørgsmålene vende tilbage et par gange i løbet af dagen, efter at jeg har læst et afsnit i Jørgen Nanckes ”Isbjørn”, og jeg kalder bogen for min lille andagtsbog. Og her tænker jeg slet ikke på andagtsbog, som noget religiøst, som ordet ”andagt” måske ellers ofte henviser til. Nej, jeg er mere inspireret af det tyske sprog, hvor ”Andacht” kommer af ”Andenken”, som betyder noget i retning af ”at tænker på”, og det er derfor, jeg kalder ”Isbjørn” for min lille andagtsbog, og håber også at mine to venner højt mod nord kan finde glæde i netop at læse ”Isbjørn” bid for bid, når der lige er brug for en pause med lidt lyrisk lommefilosofisk ”Andenken”.