Piamina Munch er lige straks aktuelt med den spirituelle digtsamling: Når Hjertet Kysser Kødet. Her kan du læse om baggrunden for hendes digtsamling og forfatterskab. Foto: Andreas Vang Michaelsen.
Hvornår begyndte du at skrive?
I starten af november 2017, helt præcist. Jeg var lige landet i min flytning fra Sjælland til Jylland og havde været ude og gå tur og kigge på de jyske stjerner på himlen. Jeg sad i min seng og fik lyst til at skrive et lille digt. Det blev til ”Stjernekiggeri i november”, som nu er det sidste digt i min første digtsamling. Lidt sjovt, synes jeg selv. 🙂
Hvad er formålet med dine digte?
Åh, det er et stort spørgsmål! Det rækker langt ud. Helt ud til min mission som menneske på denne jord, men lad os starte et andet sted. Allerførst så skriver jeg fordi jeg ikke kan lade være, efter det pludselig gik amok med min skrivekløe! Det er sjovt at se det tager form og ord som materiale, er fantastisk at arbejde med. Det giver mit liv formål, at der bor en poet inde i mig og efter hun er kommet frem og tør mene noget og omdanne hverdagslivet til smuk lyrik, – nogen gange og andre gange bare gerne vil arbejde med skrivekunst som værktøj og lære mere-, er det som om livet har fået flere farver end før. Det er, med andre ord, en evig udviklende, levende proces, hvor kunsten i sammensætningen og slutresultatet, også overrasker mig.
Kvaliteten i al digtekunst handler for mig, som ny skribent, om, at have noget på hjertet. Det skal sgu rage mig! Være vedkommende, gøre lidt ondt engang imellem og fordi jeg arbejder med store ord og begreber som påstået ”evigt liv” og en revolution af kærlighed lige pt, så gør det ingenting hvis jeg selv flytter mig og bliver rørt. Det er faktisk meningen.
Har du prøvet at begynde på et digt, som endte med at skifte retning?
Ja da, det sker ofte. I den skrivende proces er det jo levende ord jeg har med at gøre og nogen gange vil de et andet sted hen, end jeg troede. Kunsten, for mig, er at indleve mig i det budskab der gerne vil frem og formidle/ levere digte og skriverier med indhold, der så bliver tydeligt og bevidst formuleret, helt derhen hvor jeg selv ”kan stå inde for det” og gerne vil (tør!) læse det det op for andre. Jeg læser det altid op for mig selv i processen og mærker efter rytme og rim og tænkepauser etc.
Det hele bliver ofte tilføjet en ekstra dimension af eksistentiel kompleksitet, nogen gange med dybder og pointer der kan og skal forstås på flere niveauer og hvor selv jeg, forfatteren, bliver overrasket! Tit starter et digt eller et skriv, med et enkelt ord, der bliver ved med at larme i min hjerne. For nylig var det ordet; ” Vingeskudt”, som jeg slet ikke forstod, eller havde nogen relation til! Jeg satte blot ordet på papiret og ventede. Langsomt tog det form og der dukkede en helt vild sammenhæng op og nu er det nok nærmest det bedste – synes jeg selv – jeg nogen sinde har skrevet! Det får mig til at blive ydmyg over evnen som formidler. Den ydmyghed er vigtig, tror jeg, for al skabelse.