Emma er aktuel med bogen “Mit udvekslingsår på godt og ondt” som handler om hendes tid i USA. Om bedrag, overvågning, dårlige oplevelser – og trods alt også gode oplevelser og minder. Her får du Emmas ord på bogen og processen bag.
Hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg begyndte at skrive i maj 2020, kun to måneder efter jeg var hjemvendt fra mit år i USA. Jeg var en aften hjemme hos min veninde, hvor vi sad udenfor og nød vejret sammen med hendes forældre. hvor jeg fortalte om mit år som udvekslingsstudent. Min venindes far foreslog at jeg da skulle skrive en bog om mit år og mine oplevelser. Idet han sagde det vidste jeg bare at det var lige præcist det jeg skulle. Jeg kunne mærke at det var det helt rigtige at gøre, og jeg havde en god mavefornemmelse omkring det. Da jeg nu hverken havde skole eller arbejde var det et oplagt projekt som jeg kunne bruge alt min tid på. Udover det har jeg også altid elsket at skrive.
Hvad er formålet med din bog?
Formålet med min bog er at fortælle om mit år i USA som udvekslingsstudent og hvad jeg har oplevet i løbet af den tid jeg boede der. Jeg vil fortælle om mit ophold set ud fra mit perspektiv og mine oplevelser. Mit udvekslingsår på godt og ondt er realiteten i hvordan et high school ophold kan se ud. Jeg tager læseren med backstage og fortæller om alt det som man aldrig hører om til udvekslingsstudent møderne, i fjernsynet eller på sociale medier. Alt det man ikke kan forberede sig på, fordi man ikke vidste eller var blevet fortalt at det nogensinde kunne ske. Formålet med min bog er at fortælle hvordan et high school ophold kan se ud på værste og bedste vis. Udover det håber jeg da helt sikkert også på at det kan være en guide eller hjælp til kommende udvekslingsstudenter.
Hvad er det vigtigste i en god tekst?
Jeg synes helt sikkert det vigtigste i en god tekst er noget man som læser kan relatere til. Der skal gerne være noget spænding, og det skal være en bog som virkelig fanger en. Ikke en bog hvor man læser kapitel efter kapitel som bliver trukket længere og længere ud fordi det skal fylde. En god tekst kan være kort og god som lang og god. Det skal være lige så spændende for læseren at læse, som det har været for forfatteren at skrive. En god bog er hvor man som læser hele vejen igennem nyder hver en side, og ikke føler kedsomhed mellem kapitlerne.